Glæden ligger i at skabe sammen

Forfatter: Else og Inge Torp Dato: 23. april 2021

Med udgangspunkt i Ostespillet eller Lagkage, som de fleste børn allerede kender fra skolegården og måske med andre navne som Pizza eller Four Square, så kan man enten kassere spillet som et par udtrådte sko, eller netop bruge det som afsæt for ny rekonstruktion og samskabelse. Elever i 7. klasser på Trekronerskolen fortsætter med Ostespillet, men de finder processen med at udbygge spillet lige så vigtig som det at spille spillet.

Fordelen er, at rammen eller skabelonen for spillet allerede er velkendt og velfungerende for et småspil på flere parametre. Der er overskuelig få deltagere, mange boldberøringer, og langt de fleste børn magter at modtage og viderebringe bolden. Der er få regler, og spillet kan foregå på mange forskellige underlag og i utallige udformninger af firkanter eller cirkler. Både bold, bane og deltagere kan varieres og forefindes i alle størrelser og aldre.

Netop derfor viser det sig, at Ostespillet udvikler sig sammen med kreative og engagerede elever, og spillet kan følge dem gennem mange år, men selvfølgelig i forskellige udformninger. Således spiller nogle 7. klasser på Trekronerskolen, Roskilde fortsat Ostespil i bevægelses seancer, men i et fortsat forandrede forløb. Eleverne foretrækker nu en udgave, hvor det oprindelige spil er udbygget til Ottemandsostespil og hvor banen er konstrueret med otte felter.

Reglerne er udformet således, at der er udfoldelsesmuligheder til de fysiske færdigheder, som spillerne nu magter. De ældste elever eksperimenterer med både det sociale og fysiske aspekt af Ostespillet. Hvem råder og hvilke regler er gældende, mens spillet er under forandring? Det er en af de store udfordringer, der kræver opmærksomhed, hvis gennemførelsen skal være givtig for fortsat samskabelse og innovation.

Den voksne har måske sin berettigelse i at være med på sidelinjen som coach, vejleder og facilitator eller med et lidt poetisk vending “the guide on the side”. Den fornemme opgave kan består i at pege på fremtidsrettede muligheder, så der ikke udvikler sig en unødvendig rangordning og fx træk fra fortællingen “Fluernes Herre”.

Hele processen er et betydningsfuldt spil, større end selve spillet med bolden. Det er vigtigt at deltagerne lærer at give hinanden rum og frispil i bestræbelserne på at holde spillet kørende og spille hinanden større i stedet for at være forhippede på at finde en vinder i målspils forstand. Der synes at være en hårfin balance tilstede. Det virker som om at der kan opstår en ligestilling mellem sportificeringen og “leg” om bevægelse og samskabelse.