Gamle lege kan noget helt særligt
De er enkle at gå til, kræver få rekvisitter – og vigtigst af alt: de får alle med i bevægelse. Uanset om det er i idrætstimen, frikvarteret, pausen eller i foreningen, skaber de hurtigt liv, grin og fællesskab.
Med plakaten får I en nem genvej til at sætte gang i legen. Aktiviteterne er oplagte at organisere i små grupper, hvor deltagerne roterer mellem de forskellige lege. På den måde kommer alle rundt, og I får skabt et aktivt miljø, hvor strukturen er enkel, og bevægelsen er i centrum.
Samtidig giver det en ekstra gevinst: Når børnene først har lært legene, lever de videre af sig selv. De kan nemt tages frem igen i frikvarteret eller i andre sammenhænge – uden voksenstyring.
