A-Sport A/S

Ostespil

”OSTESPILLET ” spilles i en stor firkant, som er delt op i 4 kvadratiske felter. Man skal være mindst 4 spillere, men gerne 5, 6 eller måske flere. Der trækkes lod om de fire spillepladser i firkanten. Øvrige deltagere venter i kø efter tur. 1 er det laveste felt, 2 er det felt, man server til, 3 er det næstbedste felt, og 4 er kongefeltet. I felt 4 er der en del af en cirkel, der kaldes osten. Det er ”kongen”, der står i felt 4, som sætter spillet i gang. Bolden kastes/serves ned i osten, så den hopper diagonalt over i felt 2. Husk, at serven er en igangsætning af spillet, som skal være venlig og spilbar for modtageren. Modtageren i felt 2 spiller bolden til enten felt 1, 3 eller 4. Bolden må kun berøre eget felt én gang, og på den måde forsøger man at presse de andre til ikke at kunne spille bolden kontrolleret videre. Omgangen er slut, og den, som har lavet fejl, er død, når: Bolden berører et af spilfelterne to gange. Bolden spilles eller berøres, men når ikke frem til et af de tre andre felter eller spilles helt udenfor banen. Bolden gribes og kastes eller slås nedad som i en "smash" (bolden må kun skubbes eller slås opad under spillet). Når omgangen i spillet er slut, indrangeres deltagerne på ny. Taberen går ud bagerst i køen, og deltagerne fra spillefelterne rykker opad i systemet og fylder den plads ud, hvor taberen stod. Den første i køen rykker ind i felt 1. Det gælder selvfølgelig om at være kongen i felt 4 og blive der i længst tid. Begyndere kan med fordel spille med, at bolden skal skubbes eller slås opad under spillet, og at kongen server via "osten".

Kongen kan serve fra en position bag hjørnet af sit felt - Kongen rammer ikke osten, men serve direkte til felterne - Man skal altid spille bolden opadgående med begge hænder - Man må godt slå bolden nedad/smashe bolden - Det er tilladt at slå til bolden i luften, inden den hopper i feltet - Bolden må spilles med alle dele af kroppen - Det er tilladt at spille bolden to gange i luften, efter den har hoppet i dit felt - Hvis bolden rammer dig direkte, er det tilladt at spille den med hænderne, efter den også har hoppet i feltet. Der foreligger mange variationer af reglerne til ostespillet - vær selv med til at skabe nye foreslag og regler.

Sådan gør du

  • Banen

    I tegner spillepladsen op. En stor firkant, som er opdelt i 4 kvadratiske felter - ca. 3 x 3 meter. I det ene felt - felt 4 - tegner I en "ost" (en cirkelbue) hvor de fire kvadrater møder hinanden. Man går ind i felt 1 og går rundt som i en hestesko til felt 2, 3 og 4 - diagonalt overfor felt 4 ligger felt 2.

  • Antal deltagere - Opstilling

    I skal mindst være 4 spillere, men gerne flere. 1 er det laveste felt, 2 er det felt, man server til, 3 er det næstbedste felt, og 4 er kongefeltet. I felt 4 er "osten".

  • Start

    Det er "kongen", der står i felt 4, som sætter spillet i gang. Kongen kaster/server bolden ned i osten, så den hopper over i felt 2.

  • Modtageren

    Modtageren i felt 2 spiller bolden videre til enten felt 1, 3 eller 4. I slår eller skubber bolden opad under spillet.

  • Regler

    Bolden må kun ramme eget felt èn gang.

  • Spillet er slut

    Spillet er slut, når bolden rammer et af spilfelterne to gange eller bolden spilles eller berøres, men ikke når frem til et af de tre andre felter. Den spiller, som har lavet fejl, er død.

  • Nye pladser

    Når omgangen er slut, får deltagerne nye pladser. Taberen går ud bagerst i køen, og deltagerne fra spillefelterne rykker opad i systemet og fylder den plads ud, hvor taberen stod. Den første i køen rykker ind i felt 1. Det gælder selvfølgelig om at være konge i felt 4, og forblive konge i så mange omgange som muligt.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse. Ved at klikke videre accepterer du vores brug af cookies.